Grusgravgruppen kommer med
Fremtidig naturpark
Vi håber, graveområdet i fremtiden bliver en naturpark, der forbinder naturområderne Halleby Å/Åmosen og Saltbæk Vig/Vesterlyng. Selvfølgelig under hensyntagen til den private ejendomsret.

Der står i planloven, at råstofferne i Danmarks undergrund skal udnyttes til bunds.
Derfor arbejder grusgravgruppen ikke imod udnyttelsen at råstofferne, men kommer med kommentarer til nye gravetilladelser, hvis det er nødvendigt.
Vi kunne f.eks. foreslå, at man graver et område i en anden rækkefølge, at man ikke graver før
kl. 6 om morgenen, og at man ikke graver om lørdagen.
Alle områder, der er færdiggravet, skal allerede på nuværende tidspunkt retableres, men retableringen kan ske på mange måder.
Retableringsplanen skal være udarbejdet før gravningen påbegyndes, og gravetilladelsen gives af kommunen, der også har ret til at rette den til løbende, så planen kommer til at passe med den faktiske gravning, der er afhængig af råstofkvaliteten i undergrunden.
For grusgravgruppen er det vigtigt at offentlighedens adgang ikke bliver begrænset i forhold til hvordan den var før gravningen.
Var der en vej gennem området før gravningen, skal der også være en rekreativ sti, som fremtidige brugere af området kan benytte.
Vi prøver at få grusgravejerne til at lægge deres køreveje i forlængelse af hinanden, så de efter endt gravning kan bruges som stier for gående og cyklister.
I det omfang, områderne bliver plantet til, ønsker vi, at man benytter arter, der naturligt har hjemme i området.
Vi vil gerne have udsigter over områderne fra vejene, så bl.a. derfor mener vi, at yderligere bebyggelse langs vejene ikke kan komme på tale.
Vi ønsker også, at de fabriksanlæg, der tidligere er blevet stillet op til bearbejdelse af gruset, bliver taget ned, når gruset er gravet væk.
Der skal ikke placeres anden industrivirksomhed. Det er dog vigtigt, at så stor en del af råstofferne som muligt bearbejdes i området til f.eks. betonrør og fliser, da forædling af råstofferne giver lokale arbejdspladser og en større økonomisk gevinst for kommunen.
Fond til opkøb
Grusgravgruppen arbejder for, at områderne opkøbes af en jordfond efterhånden som områderne er færdiggravede.
Fonden kan være kommunal eller statslig, så områderne er sikrede for offentligheden som f.eks. rekreative arealer, kulturhistoriske og geologiske oplysningsområder eller afgræssede hedearealer.
Pengene hertil vil vi forsøge at rejse bl.a. gennem fondsøgning og ved at arbejde for, at en del af råstofafgiften til staten tilbagebetales til kommunen.
Grusgravgruppen er med til at formidle kontakten mellem borgerne og råstofejerne.
Dette sker bl.a. gennem arrangerede ture i området og gennem vores arbejde i Følgegruppen for Bjergsted regionale graveområde, hvor også grusgravere, Friluftsrådet, Danmarks Naturfredningsforening, kommunen og beboerforeninger deltager.
Forside > Arbejdsgrupper > Grusgrave
